Immediate Family
-
wife
-
father
-
mother
-
half sister
About Toke "Palnatoke" Palnesen, of Funen
http://heimskringla.no/wiki/Jomsvikingernes_saga#Om_Tokes_s.C3.B8nner
Palnatoke bliver gift med Bretlandsjarlens datter
3. Det fortælles, at Palnatoke en sommer igen er på vikingetogt, og han har da tolv skibe, som er velbemandede. Og mens dette sker, styres Bretland af den jarl, der hed Stevner. Han havde en datter, der hed Oløf, som var en klog og afholdt kvinde — så hun var et rigtig godt parti. Det fortælles, at Palnatoke ankommer dér til landet med sine skibe og havde i sinde at hærge i jarl Stevners rige. Da dette rygtes, beslutter Oløf sammen med Bjørn den Bretske — han var hendes fostbroder og rådgav hende ofte — at indbyde Palnatoke til gilde og vise ham stor hæder; han skulle hellere have fredland her og ikke hærge, sagde de. Dette tager Palnatoke og alle hans folk imod og drager til gildet. Ved dette gilde frier Palnatoke til jarlens datter, og sagen var ligetil, og han får lovning på kvinden, og hun bliver fæstet til ham, men hun sad ikke længe som fæstemø, for man drak straks deres bryllup ved dette gilde. Palnatoke fik i tillæg navn af jarl og det halve af jarl Stevners rige, hvis han ville slå sig ned dér, men han skulle få det hele ved jarl Stevners død, for Oløf var dennes eneste arving.
Palnatoke bliver derefter i Bretland resten af sommeren og vinteren over, men om foråret bekendtgør jarl Palnatoke, at han vil tage hjem til Danmark. Før han tog af sted om sommeren, talte han med Bjørn den Bretske: »Nu ønsker jeg — Bjørn!« siger han, »— at du bliver her hos min svigerfar — Stevner — og på mine vegne styrer landet sammen med ham, for han begynder nu at blive meget gammel, og det er ikke utænkeligt, at jeg ikke vender tilbage med det samme, men hvis det trækker ud med min tilbagevenden, og jarlen går bort, så vil jeg, at du varetager hele riget, indtil jeg kommer tilbage.« Derpå tager Palnatoke af sted med sin kone — Oløf — og rejsen går godt, og han kommer nu hjem til Fyn i Danmark. Nu opholder han sig hjemme en tid, og han anses nu for den største, mægtigste og mest begavede mand i Danmark, når man bortser fra kongen.