Anne Ovesdatter Skale

• Død: eft. 1510

Notater

• til Ørumgaard Ørumgaard

Ørum sogn, Bjerre herred, Vejle amt.

Desværre er Ørumgaards tidlige historie ukendt. 1458 tilhørte gården væbner Ove Skale, hvis datter Anne ved ægteskab bragte den til væb­ner Peder Terkilsen Væbner, som var død i året 1506, da det næv­nes, at hans arvinger har en strid med Barritskovs ejer om Høvelkær­bjerg og Høvelkærfang. Sønnen Svend Pedersen nævnes 1532 som ejer af Ørumgaard, og da hans eneste søn Peder Svendsen 1565 faldt ugift i krigen, gik gården over til søsteren Kirsten Svendsdatter, gift med Mogens Mogensen (Harbou) (død før 1589). Efter disse gik den i arv til sønnen Jens Mogensen (Harbou), som døde 1635, hvorpå hans enke Birte Knudsdatter Bille overtog den. Hun døde 1648 og efterlod Ørumgaard til sin broder Henrik Bille til Billeskov og Sker­rildgaard, og ved hans død i 1655 tilfaldt den hans søn Knud Bille. I 1662 havde Ørumgaard 44 tdr. htk., og Knud Bille lagde endnu 12 tdr. htk. ufri jord under gården. Matriklen 1688 satte gårdens hart­korn til 26,62 tdr., dens dyrkede areal til 152,2 tdr. Id. Knud Bille døde 1684, medens hustruen fru Mette Gyldenstierne overlevede ham til 1713. Deres søn, senere etatsråd Axel Bille (død 1739) arvede går­den og overdrog den 1732 til kaptajn Frederik Trolle. Ørumgaard havde da 27 tdr. htk. hovedgårdstakst, 7 tdr. skov- og mølleskyld, 41 tdr. tiender og 221 tdr. htk. bøndergods. 1739 solgte han godset til forpagter Poul Marcussen, Drenderup, som 1755 lagde 5 tdr. htk. af­brudt bondegårds-jord i Hornum by under Ørumgaard. 1769 skødede han den til sin søn Peder Marcussen, død 1779. På auktion efter ham 1780 købtes Ørumgaard med 34,41 og 217 tdr. htk. samt ufri jord 77 tdr. htk. for 40.000 rdl. af birkedommer Tobias Jantzen, der døde 1804 efter i 1792 at have solgt Ørumgaard for 60.000 rdl. til Mikkel Kjær fra Rohden, og Svends mølle til ejeren af Williamsborg i Dau­gård sogn, Johan Frederik von Schmidten. Mikkel Kjær skildres som en foretagsom mand og dygtig ager­dyrker, der allerede i begyndelsen af det 19. århundrede merglede gårdens marker og hegnede dem med jord- og stendiger. Men uagtet han med tilladelse af staten i 1790'erne havde frasolgt størsteparten af bøndergodset for ca. 800 rdl. pr. gård, der næsten alle var på 7 tdr. htk., kunne han vanskeligt klare sine forpligtelser. Det hjalp heller ikke stort, at han huggede stærkt i skovene, især i en skov ved Vejle Fjord, hvorfra han forsynede det lille russiske hof i Horsens med brænde. 1820 blev der på statens vegne gjort indførsel i gården, og på auktion i hans bo samme år solgtes Ørumgaard tillige med Ørum kirke for 21.500 rbdl., omtrent det beløb, bygningerne var ansat til i brandforsikringen. Køberen var greve Christian Jens Rant­zau til Rosenvold, efter hvis død 1828 hans enke Beate Antoinette Rantzau, havde den til sin død 1839, da den kom til O. P. Rønberg, tidligere Borchsminde (til dels oprettet af en parcel fra Ørumgaard), for 41.600 rbdl. Han solgte 1840 Ørum kirke med kirke- og konge­tiende, ialt 16 tdr. htk., for 5.000 rbdl. til gårdens daværende forpagter. Ørumgaard afhændedes 1851 for 66.000 rbdl., hvortil kom 6.500 rbdl. for besætning m.m., til etatsråd Johan Christian Frederik Eckardt (1823 - 1899). J. Chr. Fr. Eckardt blev student 1841 og studerede derefter jura, men opgav studiet og gav sig til at lære landvæsen på Ødemark ved Sorø og på Hofmansgave på Fyn. Han meldte sig frivilligt til hæren 1848, udnævntes til løjtnant, men angreben af en langvarig sygdom, hvorfor han søgte helbredelse ved omfattende rejser. Efter hjemkom­sten købte han Ørumgaard, der snart kom i mønstergyldig drift. Han drænede alle gårdens marker i årene 1852 - 63 og var formentlig den første jyske landmand, der gennemførte denne grundforbedring, som han havde lært at kende i Skotland. Desuden foretog han hver tæn­kelig forbedring i gården og på markerne: en udmærket god kvæg­besætning fremelskedes, roedyrkning i større stil påbegyndtes, engene planeredes til overrisling, og skovene afgrøftedes, ligesom de åbne partier tilplantedes med passende træarter. Fra hver egn så folk hen mod Ørumgaard under forventning om belæring og berigelse; en god sag tog Eckardt sig gerne af. Han var i en årrække formand for Vejle Amts Landboforening og udrettede meget her. Sammen med andre stiftede han Foreningen af jyske Landboforeninger. Etatsråd Eckardt var landvæsenskommissær, amtsrådsmedlem, 1856 - 58 og 1861 - 64 medlem af folketinget, valgt i Bjerrekredsen. Efter J. Chr. Fr. Eckardts død overtoges Ørumgaard af enken, etatsrådinde Jen­sine Caroline Eckardt, som døde 1908, og samme år solgte deres ar­vinger for 270.000 kr. Ørumgaard med besætning og inventar til ba­ron Henrik Georg Wedell-Wedellsborg, der var broder til Williamsborgs ejer. 1942 solgtes den til baron Holger Jørgen Gotllob Frederik Rosenkrantz, der fra den gamle slægtsbesiddelse Sophiendal med­førte fine gamle møbler og malerier, hvormed han på Ørumgaard skabte en meget smuk beboelse. Kort før sin død solgte baronen i 1961 ejendommen til Knud Højgaard jun. Ørumgaard ligger smukt ved Oldnæs skov og bæk. Hovedbygnin­gen ud mod syd til haven og parken, der også strækker sig vest for gården, bestod oprindelig af en hovedfløj i ét stokværk, opført på tomten af en middelalderlig bygning, hvis kælderfundament af kampe- og mursten i munkeskifte endnu tydeligt ses. Kælderen har særlig svært bjælkeloft og målte i oprindelig skikkelse 5 X 9 m, men en udvidelse, hvorved den blev gjort 21 m lang, er dog også fra meget gammel tid. Hovedbygningen er ombygget i 1855 i grundmur af rødesten. I 1868 og 1870 blev et pavillonagtigt midterparti samt to side­fløje tilbygget, og ladegården stammer fra 1910 - 17. Fra hovedbyg­ningens Østlige sidefløj udgår mod øst en længe, der rummer økono­mibygning, og øst for hovedbygningen ligger et drivhus i haven. I nyeste tid har industrien holdt sit indtog på den gamle herregård. På de vestligste marker er i 1965 åbnet en af Jyllands mest moderne grusgrave, og ved vejen Ørum-Balle sættes i 1967 Jyllands første kalk-sandstensfabrik i gang. Til Ørumgaards skove knytter sig følgende to sagn: I Oldnæs fin­des et hængedynd, hvori en karl med heste og vogn er forsvundet: den vilde jæger grev Ott jager i skoven til Ørumgaard. Han kommer fra Boller, og næsten hvert døgn farer han hen over egnen. Da han var ung og skulle gå til alters i Ørum kirke, tog han det indviede brød ud af munden, satte det på et »ligtræ« og skød til måls derefter. Men siden havde han aldrig ro og jog både årle og silde. Han ka­stedes endelig på sygelejet, men kunne ikke dø. Præsten kom da for at berette ham, men den døende sagde, at han ikkun nærede ét ønske, og det var, at han efter sin hedengang fremdeles måtte jage. Til sidst døde han, men endnu den dag i dag jager han i Ørumgaards skove, indtil han forsvinder ud over Hostrup i Stovby sogn. Mange hunde følger ham, og det suser i luften, når han kommer. Traditionen om den vilde jæger findes vidt udbredt i dansk og europæisk folketro; som hedensk levn knyttet til Ørumgaard vidner sagnet, at gård og egn er gammelt kulturstrøg. (Danske Slotte og Herregaarde)

EJERE

1458 Ove Skale, Peder Terkelsen (Væbner)

1565 Mogens Mogensen (Harbou)

1648 Henrik Bille

1732 Fr. Trolle

1739 P. Marcussen

1780 T. Jantzen

1792 Mikkel Kjær

1820 Chr. J. Rantzau

1839 O. P. Rønberg

1851 J. Chr. Fr. Eckardt

1908 H. G. Wedell-Wedellsborg

1942 H. J. G. Fr. Rosenkrantz

1961 K. Højgaard